Årets SIK’er 2020/2021

I forbindelse med generalforsamling d. 07.07.2021 blev der offentliggjort årets SIK’er for overståede sæson.

Valget blev bl.a. begrundet med følgende:

Prisen går til en person, som gør et stort stykke arbejde for klubben og spillere. Personen ser muligheder
fremfor begrænsninger og favner bredt – både på socialt og sportsligt plan.
Personen sætter sig, på eget initiativ, ind i regler (især i Corona-tid), og retter henvendelse til myndigheder,
bestyrelse m.fl. når der er spørgsmål til regelsæt, og finder løsninger på begrænsninger.
Bliver personen spurgt om at løse opgaver og komme med tilbagemeldinger på spørgsmål, er man sikker på
at få en hurtig tilbagemelding. Personen deltager og hjælper med stort set alle opgaver der bliver bedt om hjælp til.
Personen gør et stort arbejde, hvilket ses i tilgangen af spillere – og på trods af Corona er der formået at
øge medlemsantallet på de hold der trænes. Det sociale og sportslige vægtes højt, og der sørges for at der er plads til alle.
Årets SIK’er er ikke kun valgt af bestyrelsen, men også på baggrund flere indstillinger fra medlemmer og
frivillige i foreningen.

Et velfortjent tillykke fra SIK Håndbold.

Årets SIK’er 2020/2021 – Thomas Velling

Thomas Velling får overrakt kruset som bevis på kåringen af Årets SIK’er. Overrækkes af bestyrelsesmedlem Lone Barrett.

Første oprykning er sikret SIK-damerne!

Allerede inden den nye sæson er begyndt, kan vi fejre vores første oprykning.

Vores hold i Jyllandsserien er blevet tildelt en plads i 3. Division, som vi selvfølgelig har takket ja til. Det betyder at vi nu kan mønstre et damehold i både 2. Div og 3. Div.

Oprykningen er meget kærkommen, da den giver os et endnu stærkere fundament at bygge en træningskultur på. Begge hold træner i sommertræningen sammen 3 gange om ugen, med et meget flot fremmøde på 16-20 spillere hver gang. Der er dog stadig plads til flere, så er man interesseret er man altid velkommen til at møde op.

Sommertræningstider i Liseborg Hallen:

Tir 19.00-20.30

Tor 17.30.19.30

Lør 10.00-12.00

 

Håndboldpasset – information og hjælp til aktivering

Alle aktive spillere og frivillige i håndboldklubber i Danmark skal fremover have et aktivt håndboldpas.

Håndboldpasset er nu klar til at blive aktiveret, og du har fået en mail herom.

Er du i tvivl om hvorfor du har modtaget en mail eller hvordan du får aktiveret dit eller dit barns Håndboldpas, kan du få hjælp her: https://haandbold.dk/foreninger-og-uddannelse/haandboldpas/

Den nye sæson starter lørdag den 8 maj for Dame Senior

Lørdag den 8 Maj kl.10.00-13.00 er der opstart for Dame Senior i Finderuphøj Hallen. Der startes ud med en træning i hallen og efterfølgende et informationsmøde i klubbens lokaler. Klubben står for frugt og drikkevarer til mødet – man sørger selv for yderligere mad.

Der trænes 3 gange om ugen i sommertræningen – tirsdag, torsdag og lørdag. Dog ikke de to lørdage 15 og 22 Maj. Tidspunkter for træningerne tirsdag og torsdag er ikke endelig afklaret, men vil blive meldt ud hurtigst muligt. Lørdagstræningen bliver kl.09.30-11.00. Træningene foregår enten i Liseborg Centret eller Finderuphøj Hallen.

Alle er velkommen til træningerne, og vi håber på at se mange både nye og gamle spillere. Er man nysgerrig på at høre mere inden den 8 Maj, så er man velkommen til at kontakte Martin Ritto. Det er også hos ham man tilmelder sig træning, eller melder afbud.

Alt overstående er selvfølgelig med forbehold for at der kommer nye restriktioner. Vi forventer at alle følger og overholder gældende restriktioner fra regeringens side.

 

Kontakt Martin Ritto – 28592988

 

Med sportslige hilsner
Træner teamet SIK Håndbold

Martin Ritto er ny cheftræner for 2. division damer

SIK HÅNDBOLD PRÆSENTERER MARTIN RITTO SOM NY CHEFTRÆNER FOR 2. DIVISION DAMER, SAMT SPORTSLIG ANSVARLIG FOR DAMESIDEN.

 

Martin tiltræder officielt pr. 01.05.2021, men har allerede været på besøg og holdt møder med flere af spillerne, som han skal træne næste sæson.

 

Fra bestyrelsen side af er man begejstrede over at have ansat Martin som ny cheftræner, som på trods af sin unge alder allerede har opbygget en stor erfaring som træner.

Han har tidligere i trænerkarrieren ført barndomsklubben Ejstrup/Hærvejens HK’s kvindehold direkte fra serie 1 til 2. division, og sæson nummer to i landets tredje bedste række endte oveni købet med oprykningskampe om en plads i 1. division.

Siden har han blandt andet være træner for U16 pigerne på SHEA i Skanderborg – et hold hvor 3 af pigerne netop har skrevet kontrakt med ligadamerne og flere af spillerne er udtaget til Ungdoms landsholdene. Tilbage i tiden har han været træner i Skanderborg i flere sæsoner, med både DM, JM og Elitecup titler til følge.

Han har været assistenttræner og talentchef i Sønderjyske Damehåndbold – og nu er tiden altså kommet til en udfordring i SIK.

En af grundene til Martin er valgt som ny cheftræner i SIK, er at man har en ambition om at løfte niveauet på damesiden yderligere.

 

Der er ingen tvivl om, at SIK og Viborg som by har et stort potentiale. Det potentiale skal vi se om vi kan forløse. Først og fremmest kræver det, at vi skaber en kultur hvor alle træner mere og bruger mere tid i styrkelokalet. SIK skal også være et sted for spillere med ambitioner. En stor del af dem, som har spillet på holdet i år og tidligere, har heldigvis allerede tilkendegivet, at de er klar til at være en del af projektet. Og samtidig har vi også lavet aftaler med flere nye spillere, både unge og mere rutinerede, som har prøvet kræfter på højeste niveau – så jeg er meget optimistisk, siger Martin Ritto.

 

Udover at være træner, er Martin også tænkt ind i en rolle, hvor vi ønsker at øge vores synlighed, og være med til at gøre SIK et naturligt valg for ambitiøse spillere i hele Viborg og opland, som gerne vil prøve sig af på et højt niveau.

Med tilgangen af Martin samt vores kommende byggeri, som bl.a. kommer til at omfatte en hal mere samt styrkecenter, får vi et stærkt setup.

Vi vil løbende i den kommende periode offentliggøre, hvilke gamle og nye spillere, som har sagt ja til den kommende sæson. Vi i SIK glæder os helt vildt og ønsker både Martin og kommende nye spillere velkommen.

 

Officielt starter Martin i SIK d. 01.05.2021 og har indgået en toårig aftale.

 

Med sportslige hilsner
Bestyrelsen SIK Håndbold

SIK Håndbold modtager prisen “Sammen kan vi mere”

D. 24. marts 2021 blev det offentliggjort, at SIK Håndbold modtog prisen “Sammen kan vi mere” som bliver uddelt af Andelskassen.

 

Prisen er givet på baggrund af flere indstillinger fra vores medlemmer, som har indstillet klubben på baggrund af det store arbejde fra vores mange frivillige.

Indstillingen er bl.a. sket med baggrund i det store arbejde der er lagt i vores ungdomsrækker og for at uddanne unge trænere.

SIK Håndbold modtager sammen med prisen et pengebeløb på kr. 15.000. Beløbet vil blive brugt til at styrke vores arbejde med at udvikle nuværende og fremtidige håndboldspillere.

Er du interesseret i at læse den fulde begrundelse, kan du læse det her:

https://www.andelskassen.dk/aktionaer/aktionaermoeder-2021/prismodtagere-midtjylland/

 

Allersidst et kæmpe tak til vores frivillige.